Flashback: Foredrag med Jens Jakobsson 16/4 2024

Foredrag i Aalborg Fotoklub, tirsdag d. 16. april 2024

Jens Jakobsson

Medlem af Negativ Roskilde, Stella Polaris & NFD

Foto: Jens Jakobssen©

Når ingen medlemmer går ud for at ryge, og ingen begynder at spørge foredragsholderen, om han er Canon, Nikon eller Sony; men alle sidder stille i næsten to timer – så ved man, at aftenens aktivitet er i orden!

Tirsdag d. 16/4 var der meget stille i klubhuset på Lilletoften, imens Jens Jakobsson meget nærværende gennem Google Meet på lærredet førte de 26 fremmødte medlemmer gennem et intenst foto-foredrag. Jens kalder sig for ’digital foto-kunstner & naturfotograf’. Han fotograferede tilbage i de analoge 70’ere og 80’ere; men familie, småbørn og karriere udsatte den digitale spejlrefleks-debut til 2018, hvor der så gik mirror-less i den med moderne Sony-grej.

Foto: JØ©

Mester-fotografen – som man med rette kan kalde vinderen af Den Nationale 2022 og 2023, NFD 2023 samt mange flere præmier og anerkendelser – præsenterede sine 8 grundprincipper for fotografering, inden han med en solid serie af hamrende gode fotos overbeviste tilhørerne om, at det betaler sig, at stå tidligt op, at man hellere skal vise ét godt end 10 middelmådige fotos, at kompositionen er altafgørende, at der er hold i den gamle regel om, at hvis man står bekvemt, så står man ikke det rigtige sted, at man skal komme i øjenhøjde med dyr, at rigtigt lys er afgørende, at baggrunden kan være vigtigere end selve motivet, og at man hver gang skal prøve at finde det anderledes og interessante motiv.

Så med 400 mm’eren bogstaveligt talt dyppet i den sjællandske sø kl 04 om morgenen, står svanen altså bedre end den gør op ad formiddagen skudt fra en komfortabel spot inde på land med ret ryg og kamerastroppen rundt om halsen. Med fotos fra Island, Færøerne, Indien, USA, og fra fædrelandet – og i genrerne natur, landskab, street, kultur, makro og solformørkelse – blev vi indført i en tilgang til fotografering, der i den grad bekræfter, at god planlægning, respekt for hvad og hvor du fotograferer samt kritisk og metodisk arbejde med billedet før, imens og efter, at du tager det, er så essentielt for at opnå unikke, seværdige fortællinger.

Undervejs på den fotografiske rejse gjorde Jens løbende opmærksom på hvilke redigeringer, han evt. havde styrket billedet og dets udtryk med. Det var både lærerigt og stof til eftertanke at blive indført i en så afklaret holdning formål og etik med redigering og tilpasning af egne fotos. 

Stor tak til Jens Jakobsson for at “komme forbi” Aalborg Fotoklub; og tak for disse links til lækre fotos:

https://jensjakobsson.smugmug.com/

Instagram: https://www.instagram.com/kvarmlose/

NFD: https://nfd.dk/user/850/

Fotoklubben Negativ: https://fotoklubnegativ.eu/index.php/galleri-a-j/jens-jakobsson

SDF 2023 flash: https://www.sdf.dk/nyheder/nyheder/904-tillykke-til-jens-jakobsson-med-titel-som-dansk-mester-i-fotografi.html

Aalborg Fotoklub
/JØ, 21. april 2024