Udstilling: Med kameraet om halsen i historiske fodspor

Når Galleri Hammers Venner inviterer Aalborg Fotoklub til at udstille Hammer Bakker fotos ved kunstforeningens sommerfestival 2024, så rammes de glade amatørfotografer både af entusiasme og af nervøsitet.
For selvom fingeren hviler ganske roligt på udløserknappen, når vi som erfarne landsskabsfotografer bevæger os rundt i bakkerne, så er der en vis forsigtighed med at udvælge motivet, når opdraget er, at skabe billeder, der giver klare svar på, hvorfor de skønne bakker i mere end 100 år har inspireret navnkundige kunstnere!

16 medlemmer har benyttet sig af tilbuddet om at få et foto fra Hammer Bakker printet, indrammet og udstillet i plakat-format på Sommerudstillingen ‘100 års kunst i Hammer Bakker’ på Galleri Hammer i Uggerhalne. 6. til 18. juli 2024.

Selvom vi her lader billederne blinke, så opfordrer vi til, at man tager et smut forbi galleriet – Grindstedvej 35, 9310 Vodskov – for at se, hvor lækkert billederne tager sig ud.

 

Tak til arrangørerne Galleri Hammers Venner for at invitere os til at udstille. Og tak til udstillingens sponsorer; Aalborg Kommune, Nordjyske Bank og Nibe Festival Fonden samt klubbens partner PhotoCare i Ågade for at gøre det muligt for os at være med. 

Se klubbens info om klubben og klubbens deltagelse ved udstillingen.